– frit efter et oplæg fra ordensmagten
Søndag. Der skete bare ikke en skid sådan en søndag lige før nytår. Den slidte, velfærdsramte storby skuttede sig i finregnen. Om et kvarters tid ville det gamle rådhusur ovre i tårnet bimle tolv, og den hyggelige lille nation kunne så tage hul på den næstsidste dag i nittenseksoghalvfems.
En splinternylakeret Ford fra Station 3 sneg sig listigt ind ad Vesterbrogade. Deres vagt startede først ved midnat, så Jörck og Sanderhage var tidligt på den. Ikke desto mindre havde de allerede anholdt deres første mistænkte ja, de var godt nok ikke helt sikre på, hvad de egentlig havde den unge fyr mistænkt for, men anholdt, det var han. Mest fordi han så overordentligt mistænkelig ud. Pusher Jens. “En gammel kending,” som det ville hedde sig i rapporten.
Mens de holdt for rødt i lyskrydset ved Axelborg rumlede Jörcks mave fælt bag sikkerhedsselen. Han lod hurtigt blikket vandre rundt i patruljevognen. På bagsædet sad Pusher Jens iført hængerøv og moderigtige håndjern af hærdet stål og gloede opgivende ud af sideruden på den grå sjap i fodgængerfeltet. Sanderhage sad bare og pillede næse.
Hvis de to ikke skulle fatte mistanke, så måtte der handles. Sku´ det overhovedet være, så sku´ det altså være nu. Og det sku´ det.
Jörck trillede værdigt vognen gennem krydset foran Tivolis hovedindgang, lempede den forsigtigt over i venstre vognbane, og flåede så uden varsel kalorius ned i andet gear og jokkede sømmet helt i bund.
Olietrykket steg til uanede højder mens rågummi, nyslebne tandhjul og fabriksgaranti stod i kø for at blive afsat på asfalten. Sanderhage fik i en fart flået fingeren ud af næsen og slap en stille fis i panik. Han klamrede sig fast til sædet med arme og ben og jamrede højlydt.
Hjemme i Kruså havde håndbremsevendinger været Jörcks speciale, men da grænsen i sin tid blev erstattet af en gul postkasse med blå stjerner var han blevet forflyttet til hovedstaden. Siden havde han ikke haft mulighed for at holde formen ved lige. Men det var vel ligesom med at cykle, mente Jörck, havde man først fået det lært det, så…
Ved Industriens Hus trak han bremsen, og slyngede Ford´en rundt i små, larmende piruetter. Desværre pegede firmabilen den forkerte vej, da den endelig faldt til ro og så måtte den jo lige ha´ en tur til for god ordens skyld. Dækkene skreg som en belgisk børnehave i en mergelgrav.
Sanderhage og Pusher Jens nåede dårligt nok at få vejret, før Jörck havde plottet en ny kurs gennem vinternatten. Med hylende sirener satte han hen over cykelstien og op på selve Rådhuspladsen. En enlig mor med tvillinger drønede i bar´ panik sin køkkenblå klapvogn ind i siden på HTs hærdegrimme busskulptur, og poptøsen bag disken hos seven-eleven gik i chock og tabte en stavl gamle pornoblade ned over en småfed, affældig gravhund.
Med ventilerne blafrende om kap pressede Jörck kareten sidelæns forbi trappen op til rådhuset og tog så kækt fire ture omkring springvandet før han med et højlydt drøn hamrede Ford´en tværs gennem det halvrustne bølgeblik på pladsens største og mest prangende pølsevogn.
Op fra køleren stod vanddampen som tågerne fra en halvrøget Kings på et morgenværtshus, og de blå blink, der nu hang halvvejs nede på forruden, eksede svageligt og tøvende rundt. “Passér gaden, træk stavene, passér gaden, skyd efter benene…” lød en trist, metallisk stemme indtil båndsløjfen omsider løb ud.
Politiradioen skrattede om kap med Sanderhages pacemaker. Beslaglagt Ecstasy, raketstyr og bødeforlæg flød rundt i kabinen, og Pusher Jens havde pludselig fået meget travlt med at brække sig på bagsædet. De skudsikre terninger i forruden dinglede faretruende frem og tilbage. Sanderhage var svimmel. Han sukkede opgivende og fik fingeren på plads i næsen.
Jörck rullede energisk sit vindue ned ja, det vil sige, da han begyndte at dreje på håndtaget skvattede ruden selv det meste af vejen. Med et grin der rakte fra øre til øre, stak Jörck hovedet ud og hilste jovialt på den målløse pølsemand: “Hwa´… ka´ en anden én it´ få tre a´ de helt tykke og så godt med det alt sammen?”
Med øjne så store som hjulkapsler gloede Pølsemand Johansen på Jörcks veltrimmede overskæg. Nu havde han været sausagedealer i Kongens København det meste af en menneskealder, solgt røde pølser til konduktørerne på sporvognene og gule sodavand til små, vandkæmmede drenge i matrostøj. Han havde tjent en hel årsløn på tyve minutter dengang landsholdet kom hjem som europamestre, men det her…
Virkeligheden trængte sig på. Johansen plirrede med øjnene, slap pølsetangen og var ved i bar befippelse at jage begge hænder ned i det daggamle, spilkogende pølsevand for at få fat i en Superbørve til ordensmagten. Bævrende af angst kom kalorius endelig til syne, og sammen med to af kollegerne fra karret blev den rystet til rette på en bid pap. Et øjeblik efter var de alle tre overpladret med lys og stærk sennep, to slags ketchup, remoulade, rå og ristede løg, salatstrimler og burgerdressing. Det lignede en garvet reservelæges værste mareridt, men da pølsemanden rakte betjenten brikken med tilsætningsstoffer i egen sky, kendte den udhungrede Jörcks jubel ingen grænser.
På den stolte plads i den indre by gik regnen lydløst over i tøsne. Kun få af de anonyme forbipasserende lod sig mærke af den seneste tilføjelse til Rådhuspladsens skov af sære kunstværker. Den hærgede politibil var sikkert bare noget, Mogens Lykketofts kone havde arrangeret til Kulturby ’96. Ja, måske kom den ude fra Arken i Ishøj, eller også var det ham med hundehvalpene, der var på spil igen.
“Du, Sanderhage,” gumlede Jörck nogle minutter senere med ketchup i hele hovedet og dressingen drivende ned ad uniformen, “ska´ du itt´ ha´ dig en bi´ brø´, hwa´? Det smager velsignet dejligt, andet ka´ a´ itt´ sige uden at sitt´ her og lyve for dig!”
“Næppe,” vrissede Sanderhage. Han skulle ikke ha´ noget. Han var stadig svimmel.
På bagsædet var Pusher Jens ved at være færdig med at brække sig og pudsede nu næse i et hjørne af sin t-shirt — det lød som en slidt, svensk håndmixer med koldstartsbesvær.
“Åh, det gjorde godt,” erklærede Jörck over radioen, da den sidste bid brød var proppet indenbords. Han ræbede sig så højt, at den vagthavende hjemme på Borups Allé måtte indlægges med svære høreskader. Nonchalant kylede Jörck den tomme papbrik ud af det vindue, der nu stod permanent åbent. Den klæbede sig stædigt fast til bakspejlet og lod sig ikke fjerne.
“Sku´ vi så se at komme ud å håndhæve nå´ed lov å orden, hwa´?” spurgte Jörck retorisk og drejede nøglen i tændingen. Ford´en gav sig lidt og stønnede sagte. “Hwa´ satan…?” skumlede Jörck og hamrede begge hænder i rattet. Arrigt drejede han nøglen påny, og med en trodsig rallen vendte motoren sig. Han trådte et par gange på speederen, og bil og pølsevogn vibrerede lystigt i takt. Sanderhage rystede opgivende på hovedet og betragtede Pusher Jens i bakspejlet. Den blege 17-årige Nørrebroknægt lignede en hærdet kaffesniffer på afvænning.
Jörck bugserede møjsommeligt patruljevognen fri af det selvkørende pølsemægleri, vinkede til Johansen og raslede ud på Vester Voldgade.
I det samme slog uret på Rådhuset tolv. Endnu en dag i den lille storby havde taget sin begyndelse. Ingen kunne vide sig sikker, når Pølsepatruljen var på vagt. Det nye år nærmede sig, og Sanderhage var stadig svimmel…
